Jeg er ansat på en skole som inklusionsmedarbejder. Stillingen er ny og bliver opfundet i takt med, at jeg arbejder. Og nu er det første skoleår snart gået, og jeg kan mærke, at brikkerne stille og roligt lander. Både ledelsen og jeg selv er ved at få et godt tag på, hvordan mine ressourcer bedst bruges.
Mit arbejde består lige nu i flere dele – dels fungerer jeg som støtte for klasser og lærere, hvor jeg hjælper med at skabe ro for de børn, der har svært ved at forholde sig rolige i undervisningssituationerne (oftest børn med diagnoser), og dels har jeg sammen med en kollega Familieklasser, hvor særligt udfordrede børn møder ind en formiddag om ugen med mor eller far, så vi kan hjælpe familierne med deres udfordringer, og alle voksne omkring barnet lærer at bidrage bedst muligt til barnets trivsel i skolen.
Socialisering
Der er ingen tvivl om, at nærvær er det første, der skal i spil, hvis der overhovedet skal være grobund for, at børn kan og vil samarbejde. Og her lægger jeg mærke til, hvor meget vi i vores samfund presser børn til at kunne alt muligt alt for tidligt uden reelt at være nærværende med barnet.
Vi sender vores børn i institution allerede før, de er færdige med at danne tilknytning til mor og far, og så forventer vi, at de voksne i institutionen skal tage over og arbejde videre men glemmer, at de nye voksne har 20 andre børn, med 20 andre forældre og holdninger, og 20 andre ufærdige tilknytninger at arbejde med.
Argumentet for at sende børn i institution er næsten altid, at de skal lære at være sociale. Og allerede her skriger vores idioti til himlen! Pardon my french! Og jeg kan næsten ikke tale pænt, når nogen bruger det argument over for mig.
Splittelse mellem familie og arbejde
Nu er jeg jo på en skole, så jeg oplever først børnene, når de er fra 6 år og opefter. Men jeg ser flere og flere børn med diagnoser og flere og flere forældre, der står efterladt med frustration og sorg over, at deres børn mistrives.
Kampen står nu imellem børn/familie, skole og arbejde.
For hvad gør man, når ens barn begynder at kræve mere end det, man føler, man kan give?
Eller man føler, at man har gjort alt det rigtige, som man har lært og hørt fra alle mulige andre, og det så alligevel ikke virker?
Og vi skal tilbage til udgangspunktet – hvad er det for et pres, vi tillader at styre vores liv?
Hvem eller hvad har magten over os og vores valg?
Vi skal jo tjene til dagen og vejen
Kender du det argument?
Vi er jo nødt til at tjene penge til livets opretholdelse. Og det er fuldstændig korrekt og et livsvilkår for os alle, men de fleste af os er ret ambitiøse omkring, hvad det her liv, som vi skal opretholde, indeholder.
Det kan være super fint, at vi er ambitiøse omkring det gode og/eller fede liv. Og jeg skal bestemt ikke stille mig til dommer for, hvad der er rigtigt og forkert, for klogere var jeg så heller ikke, da mine børn voksede op. Men jeg har altid brugt tid på at skabe forandring og kigge indad, når mine børn ikke trivedes. Og så har jeg justeret mine ambitioner undervejs. For det kan man nemlig godt.
Så nu er det blevet en hjertesag for mig at hjælpe familier til at trives bedre og få forældre til at forstå, at alle har mulighed for både det fede liv og en familie i trivsel.
De forbandede pligter
Noget af det jeg ser, er mangel på nærvær med børnene. Vi beder dem om at gøre alt muligt selv, for nu har vi jo vist dem, hvordan man tager tøj på, rydder op, laver lektier etc., og så kan de vel nok gøre det.
Børn drives af lyst, og børn har virkelig sjældent lyst til at rydde op eller lave lektier. De vil have det sjovt og hygge sig. Så hvis mor eller far gør det sammen med dem, så bliver alting meget nemmere.
Og så har vi problemet, for mor og far gider faktisk heller ikke. De tør bare ikke sige det højt, for de er jo forældre. Og de gider da slet ikke at gøre det i børnehøjde. Efter en lang dag med arbejde og pligter, vil de jo gerne slappe af, når de kommer hjem, for lige om lidt skal der laves mad, ryddes op og puttes… pligter, pligter, pligter…
Hvordan mon barnet har det?
På en eller anden mærkværdig måde har vi voksne opfattelsen af, at børn jo har haft det sjovt hele dagen, så bare fordi de lige skal lave lidt derhjemme, så går det nok!
Men nej! Barnet har IKKE haft det sjovt hele dagen. Barnet er blevet aktiveret, holdt i gang og korrigeret hele dagen, OG har måske endda været udsat for alt for meget støj og larm. Så det kommer også hjem efter en lang dag med pligter, pligter, pligter… og et overloadet nervesystem.
Nærvær
Hvad nu, hvis vi blev nærværende med vores børn og slappede af med dem i stedet for uden dem?
Hvad nu, hvis vi fandt en måde at være sammen på, hvor vi alle kunne slappe af og måske endda i fællesskab fik ordnet de familiære pligter?
Hvad nu, hvis vi kunne lære os selv og vores børn at lade op sammen hjemme i familien, også selvom det inkluderer familiære pligter?
Hvad nu, hvis vi på en kærlig måde kunne lære vores børn, at deres nærvær og bidrag i familien er vigtigt?
Hvis vi lærer vores børn, at de og deres nærvær er vigtigt for fællesskabet, så tager de det med ud i verden og giver det videre. Og på den måde får vi inkluderet alle – også dem, der har det svært. Men det skal selvfølgelig gøres kærligt og uden fordømmelse, så der er plads til alles bidrag.
Det er det, jeg laver. Jeg er nærværende med børnene og giver dem og deres familier kærlighed i stride strømme. Og indtil videre går det meget godt. Og man skulle da være et skarn, hvis man brokkede sig over sådan et job, tænker jeg.