Jeg har haft mine sidste tre kundesessioner i denne uge, og nu takker jeg af for denne gang!
Det har summet i mig i et års tid nu. At være terapeut har været en stor del af min identitet… og så alligevel. Hvis jeg mærker efter, så er det faktisk ikke terapeuten, som jeg har identificeret mig med. Terapien har nok snarere været et værktøj, hvor vejlederen og hende der underviser i selvudvikling har været identiteten. Uanset hvad der er hvad, så kan jeg mærke, at det er tid til at lukke for terapirummet og blive skarpere på vejledning udi selvudvikling.
Jeg ved endnu ikke, hvordan der ser ud på den anden side af det her, men noget spirer allerede – noget, der er mere i harmoni med netop den del af mig, der underviser i selvudvikling. Og ideerne begyndte allerede at spire frem dagen efter, den endelige beslutning var taget, og jeg havde pillet det hele ned fra min hjemmeside.
Jeg elsker, hvordan vi ved at sige nej til noget kan give plads til noget andet. Når vi kan balancere i vores ja’er og nej’er, bliver det faktisk nemt at være til og skabe. Og det er jeg så ved at erfare igen-igen!
Stilhed og indre arbejde
I virkeligheden elsker jeg at snakke om tingene. Jeg elsker at folde ting ud og gå på opdagelse i problemer. Lidt ligesom en skattejagt. Men de der snakke virker mere forstyrrende end healende nu om stunder.
I stedet har jeg fået en følelse af at flyde i et kæmpe hav af energi, hvor jeg hele tiden skal være opmærksom på min egen energi sat i forhold til energien i mine omgivelser.
Nye spørgsmål opstår. Spørgsmål, der kræver indre opmærksomhed. Ikke spørgsmål, der nødvendigvis skal italesættes fra stemmen, men spørgsmål der i stedet stilles med energien og besvares af energien.
En ny måde at arbejde og være i verden på, kunne jeg måske kalde det.
Den er tavs. Den er intens. Den er flydende. Den kræver ikke nødvendigvis et mundtligt udtryk… snarere opmærksomhed og nærvær. Og hvis jeg passer min del, så passer energien sin del, og på den måde falder det hele på plads skridt for skridt.
Det farlige ja eller nej
Nogle mennesker siger spontant nej til ting, og andre siger spontant ja til ting.
Jeg hører til sidstnævnte kategori, der spontant siger ja og flyder med på invitationsenergien. Det har kostet mig dyrt gennem årene – både energetisk og økonomisk. En af mine livsopgaver – eller karmiske opgaver – har været netop at træne mine nej’er. Og det har været svært, synes jeg.
Folk, der spontant siger nej, kan på den anden side risikere aldrig at komme ud af starthullerne og få ny inspiration, fordi de simpelthen holder fast i det, de kender.
Der er heldigvis ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Der er noget, der virker, og så er der noget, der ikke virker. Og hele øvelsen må vel handle om at finde det, der virker for den enkelte, tænker jeg. Og jeg ved, at når jeg giver mig tid til at mærke efter, så formår jeg at holde balancen og få fat i det rigtige ja eller nej.
Denne gang er det så nej til mere terapi, og imens det lander helt, vil jeg glæde mig til at opleve, hvad det næste ja så bliver.
Glædelig Påske til jer alle.